Annonce
Erhverv

Udvikling på havnen: Ny bydel skal hedde Færgebyen

Folkene bag Færgebyen har lavet et bud på, hvordan den nye bydel på havnen kan komme til at se ud. Men det endelige udtryk skal defineres nærmere i den viderer proces, står der i projektet. Illustration fra projektetforslaget
Kommunen har fået to bud på et stort havneareal, og byrådet valgte et projekt med navn Færgebyen. Folkene bag vil inddrage byens borgere i processen, og det første møde holdes i november.
Annonce

Odder: Havnebad, promenade og undervisningslokaler. Det er nogle af de ting, man kan lave ved et nyt byggeri ved havnen i Hou, og Nicolai Hommelhoff vil gerne høre, hvad byens borgere tænker.

Han er medstifter og partner i Domis, som har udviklet en lang række ejendomsprojekter primært i Aarhus. Og firmaet har lavet et projekt for havneområdet i Hou sammen med arkitektfirmaet Flæks.

- Men vi vil ikke være dem, der kommer inde fra Aarhus og bygger højt på havnen i Hou. Vi arbejder med borgerinddragelse, og vi sætter livet og borgerne før byggeriet. Hvad lokalområdet vil, er vigtigt. Vi vil lave en proces i samarbejde med byen og skabe liv, så det bliver et godt sted at være, siger Nicolai Hommelhoff.

Fredag satte han sin underskrift på en aftale med Odder Kommune, som har solgt et 15.000 kvadratmeter stort område på havnen. Dog er købet betinget af, at der bliver lavet en lokalplan.

Vi glæder os til at fortælle mere om projektet og inddrage borgerne, derfor inviterer vi til et offentligt møde.

Nicolai Hommelhoff, partner og medstifter, Domis

Kender området

- Det er en cadeau, at byrådet valgte os. Vi er ikke lokale, men mit første job var i Strandshoppen ved Saxild Strand, og jeg kender området. At der findes noget som Hou Havnefest, ser jeg som en gave for vores projekt, siger Nicolai Hommelhoff.

Projektet bliver præsenteret for byens borgere tirsdag den 19. november klokken 19, og alle er velkomne.

Den nye bydel skal hedde Færgebyen, og det er der flere grunde til; Hous første permanente beboer hed Christian Færgemann, og som bekendt er Hou en færgeby. Desuden vil navnet måske give mindelser til Jullerup Færgeby, som kan give et smil på læben for mange, står der i projektet.

Kommunen har flere gange lavet en helhedsplanen for byggeri på området ved Hou Havn, men uden at kunne få realiseret noget. I 2014 blev den seneste helhedsplan lavet, og den har folkene bag projektet taget udgangspunkt i.

- Vi skal ikke bygge for højt, og vi snakker huse med saddeltag. Måske kan vi lave et havnebad, det skal afklares under processen. Vi skal lave noget, der passer ind, og vi skal ikke bygge for dyrt. Men vi er også på første række i Hou, så vi skal lave noget af værdi, siger Nicolai Hommelhoff.

Bruger FN's verdensmål

Færgebyen tager også udgangspunkt i tre af FN's verdensmål og har en række ideer til at opfylde dem.

Mål 3 handler om sundhed og trivsel, det kan sikres med en løbebane, en havbane til svømmere samt en delebådsordning.

Mål 4 er kvalitetsuddannelse, og projektfolkene har allerede talt med Egmont Højskolen og HMI om muligheden for at lave undervisnings- og værkstedsfaciliteter.

Mål 6 handler om rent vand og sanitet. Man kan måske samle regnvand op og genbruge det i toiletter, og så skal der bruges byggematerialer, der ikke frigiver skadelige stoffer.

Der er også tænkt på en café, og Nicolai Hommelhoff har talt med folkene bag restauranten på Fru Møllers Mølleri i Bjerager.

- Det er dem, vi udvikler med, og det er vigtigt, at de er lokale, siger han.

Der er plads til 70-80 boliger, som skal sælges til familier, enlige og par, og desuden kommer der erhvervsbyggeri - alt afhængigt at efterspørgslen.

Visionen er, at den nye færgeby både skal være et godt sted for Hou, for byens borgere og for dem, der flytter ind i de nye boliger. Illustration fra projektforslaget
Færgebyen skal ligge i området meIlem færgehavnen og lystbådehavnen. llustration fra projektforslaget
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
Annonce
Annonce