Horsens

Retsmediciner om Tim-drab: Han kan have stukket sig selv - men jeg tror ikke på det

Et vidne fortalte i retten, at den afdøde dagen inden havde banket på hendes rude og spurgt, om han måtte bo hos hende. Arkivfoto.
Retsmedicineren kunne ikke udelukke, at en 55-årig mand fra Tim selv kunne have påført sig sine dødelige skader. Men hun mente dog, at det var usandsynligt.
Annonce

Tim/Herning: Den dræbte mand fra Tim fik et knivstik lige ved siden af hjertet, men det var et dybt stik i maven, der endte med at tage livet af ham.

Tirsdag fortsatte retssagen mod den 55-årige kvinde, der i Retten i Herning står tiltalt for at have dræbt sin samlever på Fresiavej i Tim i januar i år. Parret kommer oprindeligt fra Horsens og flyttede til Tim omkring otte måneder før drabet.

I sidste uge ved det første retsmøde i drabssagen forklarede kvinden selv, at hun nægtede sig skyldig og afviste at have stukket manden til døde.

Derfor var en speciallæge fra Retsmedicinsk Institut i Aarhus, der havde været med til at foretage obduktionen på den dræbte, indkaldt som vidne. Hun fortalte, at den afdøde foruden de to stiksår havde flere overfladiske skader på kroppen. Blandt andet på højre kind, en finger på hver hånd, på hovedet og på venstre side af halsen. Retsmedicineren vurderede, at de mindre skader blandt andet var afværgelæsioner.

- Stik i maven er den dødelige læsion. Vi kan se, at det er en skarprettet læsion, og det betyder, det er foretaget med skarpt instrument - som en kniv. Tarmene har fungeret som en prop, så derfor har der ikke været meget blod på badeværelsesgulvet, forklarede retsmedicineren, der kaldte dødsårsagen for forblødning.

Den afdøde havde også et stiksår i brystet, som er den anden vigtige skade på kroppen.

- Stikket stoppede få millimeter fra hjertet, fortalte retsmedicineren, der også forklarede i retten, at stikket i bugen nåede så langt ind, at det gik en halv centimeter ind i en bruskskive i lænden.

Nabo vidnede

Forsvarsadvokaten havde også nogle få spørgsmål til retsmedicineren.

- Kan du udelukke, at han kunne have påført sig stikket selv, eller det kunne være sket ved et fald, spurgte han.

- Altså det sidder et sted, hvor man kan nå, så jeg kan ikke udelukke det. Men jeg tror ikke på det, svarede hun.

- Hvad med det store stiksår, ville forsvareren vide.

- Altså det sidder også et sted, man kan nå, så jeg kan ikke udelukke, at det kunne være sket ved et fald eller ved et uheld. Hvis han altså falder oven på kniven, svarede retsmedicineren.

Tirsdag blev også en nabo til den 55-årige kvinde og den afdøde mand afhørt, inden det var tid til procedurer. Naboen fortalte, at manden, dagen inden han døde, havde banket på hendes rude og bedt om hjælp, hvilket var helt usædvanligt. Hun var dog ikke tryg ved situationen og afviste ham.

Der forventes at falde dom i sagen fredag 11. oktober.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
112

Butikstyv indhentet af cyklende betjente

Annonce
Annonce
Læserbrev

Inklusion skal være for barnets skyld, ikke for økonomiens

Læserbrev: Vi kendte ham godt. Vi lærere i skolens ældste klasser havde, med en vis ængstelse, på afstand fulgt Frederik op igennem de små klasser, hvor hans adfærd havde været ganske bekymrende. I frikvartererne var han nærmest mandsopdækket, for ellers endte det forudsigeligt nok i ballade. Da han nåede 7. klasse, gik Frederik stadig på skolen. I timerne sad han mest alene med hovedet begravet i computerspil. Af og til blev frustrationerne dog for store, og så måtte klassen gå et andet sted hen, hvis den ville undgå at dele skæbne med stole, borde og penalhuse, som blev kylet rundt i lokalet. Sidst i 7. klasse fik Frederik en plads i et specialtilbud. Alt, alt for sent. Man har I Vejle Kommune lovet at tilføre folkeskolen mere personale for et beløb stigende fra 10 mio. kr. i 2019 til 40 mio. kr. efter fire år. Det kvitterer vi lærere med glæde for. Men virkeligheden har vist, at vi alligevel ikke rigtig har fået flere kolleger ude på skolerne. En af grundene er, at flere og flere elever bliver skilt ud fra almenskolen og placeret i meget dyrere specialtilbud. Det betyder, at pengene går til dem og dermed ikke kan mærkes ude i skolen. I Vejle Kommune er det den enkelte skole, der skal finde pengene i budgettet til at sende elever i specialtilbud, og det er dyrt, så det fløjter. En folkeskoleelev koster 56.000 kr. om året, mens en plads i et specialtilbud kan koste 200.000 kr. Ideen fra kommunens side er at straffe skolen økonomisk, hvis den ikke magter at inkludere sine elever. Desværre betyder det, at børn med særlige behov bliver hængende alt for længe i folkeskolen, hvis skolen ikke har råd til andet. En af årsagerne til stigningen skal findes i, at inklusionsindsatsen i folkeskolen har været underfinansieret. Inklusionen har simpelthen været en spareøvelse. Derfor har disse børn ikke fået den hjælp, de har haft brug for, mens de kunne have haft glæde af den. Nu banker de så på til specialtilbuddene, bl.a. fordi de er blevet holdt for længe ude i almenskolen. Vi må gøre op med et system, der straffer skolerne, hvis man giver eleverne det tilbud, de har brug for, men der skal samtidig sikres ressourcer nok til at rumme børn som Frederik, både for Frederiks skyld, men også for Frederiks klasses. Især hvis folkeskolen fortsat skal være familiernes førstevalg.