Annonce
Horsens

Mærk ølivet i op til fire måneder: Prøvelejlighed på Endelave skaber stor interesse

Ib og Sonja Elgaard flyttede til Endelave for fire år siden efter kun ét besøg på øen og har aldrig fortrudt. Muligheden for lidt prøvetid er dog et plus, siger de. Foto: Per Algreen/Horsens Kommune
Bo stort set gratis på Endelave i op til fire måneder, lyder et tilbud, som gerne skulle munde ud i flere fastboere på øen.
Annonce

Endelave: Indbyggertallet på Endelave er svagt stigende, men der er plads til flere, og en prøvelejlighed i øens gamle skolebygning skal skubbe til den udvikling.

Tiltaget med en stort set gratis lejlighed på 60 kvadratmeter til folk, der vil se ø-livet an, blev søsat i foråret, og interessen er stor, lyder det i en pressemeddelelse fra Horsens Kommune.

12 potentielle tilflyttere henvendte sig i de første fire dage efter offentliggørelsen, og der er løbende henvendelser fra hele landet, lyder det.

Tre familier er p.t. skrevet op til at flytte ind i lejligheden, der er fuldt møbleret og ligger på 1. sal i den tidligere skole.

Ib Elgaard fra Endelaves bosætningsgruppe siger, at det især er folk fra større byer, der henvender sig med ønsket om havudsigt og frisk luft. De kan være fra for eksempel de københavnske forstadsområder.

Ib Elgaard og hans hustru Sonja købte hus på Endelave for fire år siden. De havde kun besøgt øen én gang inden den beslutning og har aldrig fortrudt, men en prøvetid er alligevel meget godt, mener de.

Ifølge Ib Elgaard er den realistiske målgruppe 50-60-årige med børn og børnebørn.

- I dag har folk i denne aldersgruppe masser af energi, penge og erfaring, og med mange år foran sig kan de forhåbentlig være med til også at trække børn og børnebørn til øen, siger han i pressemeddelelsen.

Interesserede udfylder et spørgeskema, hvor de kort fortæller om baggrunden for ønsket om at flytte til Endelave.

- Det giver os et billede af, om de kan få en god oplevelse ud af det, siger Ib Elgaard.

Prøvelejlighed på Endelave

Det koster 1500 kroner med forbrug og depositum på 1000 kroner samt 500 kroner til slutrengøring at leje en prøvelejlighed på 60 kvadratmeter i op til fire måneder.

Lejligheden kan ikke lejes i sommermånederne.

Læs mere på oenendelave.dk/tilflytning/

Prøvetid på op til fire måneder

Muligheden for at bo i prøvelejligheden var en del af budgetaftale 2019 i Horsens Kommune.

Endelave forsøgte sig med et lignende tiltag for mere end 20 år siden. Da lavede man indslusningslejligheder, hvor øboere kunne bo i den første tid på Endelave.

Tiltaget gav mange nye beboere på øen i kortere perioder, men ingen valgte at bo på Endelave permanent, lød det fra Karsten Kragh Hansen, formand for Endelave Beboerforening, i en artikel i Horsens Folkeblad sidste år.

Modellen er nu lidt anderledes. Interesserede kan bo i op til fire måneder i prøvelejligheden og få et indtryk af ø-livet, mens de stadig har deres bolig på fastlandet.

Endelave har 156 fastboende indbyggere pr. 1. januar 2019 - en stigning på fem fra året før.

Bo stort set gratis i op til fire måneder på 1. sal i den gamle skole, lyder et tilbud til dem, der overvejer at skifte fastlandet ud med en øtilværelse. Foto: Per Algreen/Horsens Kommune
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
Annonce
112

Gasledning gravet over ved Silvan

Annonce
Leder For abonnenter

En hyldest til den gode idé - lad os få mere af den slags

Gode ideer kan vi aldrig få for mange af. Og når de så oven i købet bliver omsat i handling og er en gevinst, er der ekstra grund til at anerkende et godt initiativ. Sådan er det med Mai-Britt Therkelsen, der som leder af tøjafdelingen hos Blå Kors kunne se genbrugsguld gå tabt på grund af manglende hænder. Mange ville trække på skuldrene og ærgre sig, men heldigvis ville Mai-Britt Therkelsen det anderledes. Hun fik en god idé om at lave en sorteringscentral som et beskæftigelsesprojekt, og nu er det blevet til virkelighed med opbakning fra Horsens Kommune. Et initiativ, der har alle muligheder for at blive en gevinst for alle parter. Den slags kan vi ikke få nok af, og det er vigtigt at anerkende, når en idé på den måde bliver til virkelighed. Mai-Britt Therkelsens initiativ minder os alle om, at der i princippet ikke skal så meget til. Der må være masser af lignende ideer, der rumler og rumsterer derude i Horsens og opland. Lad os få dem på bordet. Alle kan måske ikke lade sig realisere, men hvorfor ikke hjælpe hinanden med at gøre hverdagen lettere og udnytte de ressourcer, vi har, bedst muligt. I dette tilfælde havde Mai-Britt Therkelsen en chef, der var på ideen, ligesom Horsens Kommune også bakkede op. Sådan er det med alle ideer. De kræver opbakning og støtte. Vi er alt for gode til at tale ting ned og skyde forslag ned med en halvdårlig, kvik bemærkning. Den slags er dræbende for folk med gode ideer og lyse indfald, og fremfor alt risikerer vi at smide guld på gaden. Husk det næste gang, du får en god idé eller bliver præsenteret for én af slagsen. Giv det en chance. Ikke noget med at sige: Hvorfor dog det? Støt og bak op og spørg i stedet dig selv og dine omgivelser: Hvorfor ikke? Det vil være til gavn for os alle på den lange bane, så hyld den gode idé og lad os får mere af den slags.