Annonce
Navne

Klostersognets formand takker af efter 34 år på posten

Jørn Bjørnskov blev valgt til menighedsrådet i Horsens Klostersogn i 1980, og siden 1985 har han været formand. Fra 1. december er han næstformand. De seneste 25 år har Jørn Bjørnskov også været formand for Horsens Kirkegårde - en post, han beholder. Arkivfoto: Søren E. Alwan
74-årige Jørn Bjørnskov bliver første søndag i advent afløst af 66-årige Claus Holck Pape som formand for menighedsrådet i Horsens Klostersogn.
Annonce

Horsens: Efter 34 år som formand for menighedsrådet i Horsens Klostersogn træder Jørn Bjørnskov nu lidt mere i baggrunden.

På rådets møde tirsdag 5. november, hvor det årlige valg af bl.a. formand stod på dagsordenen, meddelte han, at han ønsker at blive afløst.

- Jeg synes, jeg har gjort min borgerpligt, og jeg er desuden kommet i en alder, hvor jeg skal passe på mit helbred, lød hans begrundelse ifølge en pressemeddelelse.

74-årige Jørn Bjørnskov fortsætter dog som medlem af menighedsrådet, og han blev på mødet valgt til næstformand.

Formandsposten overtages fra første søndag i advent, når det nye kirkeår begynder, af 66-årige Claus Holck Pape, som blev medlem af rådet ved valget i 2016.

Det er først og fremmest det gode samarbejde i rådet, som har gjort, at jeg er blevet. Desuden blev jeg bidt af systemet. Ikke mindst arbejdet med at vedligeholde Klosterkirken har optaget mig.

Jørn Bjørnskov

Forsøgte at slippe

Egentlig havde Jørn Bjørnskov ingen planer om at blive menighedsrådsmedlem, da han ved valget i 1976 blev opfordret til at stille op.

Han indvilgede dog, da han blev forsikret om, at det aftalevalg, der var på bedding, betød, at han ikke ville blive valgt.

Det skete heller ikke, og proceduren tegnede til at blive den samme i 1980. Imidlertid endte det dengang med et afstemningsvalg - med Jørn Bjørnskov som en af de valgte.

- Jeg må indrømme, at jeg forsøgte at slippe. Men en af præsterne sagde til mig: "Folk har ikke stemt på dig for at irritere dig, men fordi de kan lide dig". Så jeg besluttede at give det en chance, siger han i pressemeddelelsen fra sognet.

Har stadig en formandspost

Det viste sig hurtigt, at Jørn Bjørnskov var blevet medlem af et særdeles velfungerende menighedsråd, som i 1985 valgte ham som formand.

- Det er først og fremmest det gode samarbejde i rådet, som har gjort, at jeg er blevet. Desuden blev jeg bidt af systemet. Ikke mindst arbejdet med at vedligeholde Klosterkirken har optaget mig, siger Jørn Bjørnskov i pressemeddelelsen.

På de mange dagsordener har også været en række valg af præster, og han anslår, at han gennem årene har været med til at ansætte 10 præster.

De seneste 25 år har Jørn Bjørnskov også været formand for Horsens Kirkegårde - en post, han beholder. Horsens Kirkegårde driver på vegne af de tre midtbysogne Nordre, Østre og Vestre kirkegårde.

Horsens Klostersogn markerer formandsskiftet med en reception efter højmessen søndag 1. december - første søndag i advent.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
Annonce
Annonce