Horsens HK

HH-træner: Vi er stolte over indsatsen

Frederikke Gulmark og holdkammeraterne stred forgæves i Esbjerg. Foto: Michael Just.
Kvinderne fra HH Elite stred tappert mod overmagten, men de danske mestre var en stor mundfuld i Esbjerg.
Annonce

Esbjerg: Udekampen mod de danske mestre fra Team Esbjerg var på papiret sæsonens sværeste kamp, og HH Elite var som ventet chanceløs mod ligaens stærkeste hold, men det gik ikke så slemt som frygtet.

HH tabte med 13 mål ude mod København, men tabte kun med 27-21 i Esbjerg efter en god fighterindsats.

Man sad dog med den fornemmelse, at Esbjerg hele tiden kunne stramme op, og marginalspillerne fik chancen, bl.a. reservemålmanden, der vogtede målet hele kampen.

Det var Team Esbjergs syvende sejr på stribe.

En af forklaringerne var, at HH ikke scorede i kampens sidste 11 minutter.

HH Elite fik lov at være foran 1-0 og 2-1, men Team Esbjerg satte sig hurtigt på kampen og bragte sig foran 8-3.

Hollænderen Estavana Polman var i hopla fra starten og scorede Esbjergs to første mål.

Fra 8-3 kom HH dog også til fadet. Det var en kamp med en del fejlafleveringer, men HH svarede fint igen, og fra 11-6 kom østjyderne op på 14-11, inden Team Esbjerg sluttede halvlegen med to mål til 16-11.

Frederikke Rasmussen vogtede målet for HH og præsterede endnu engang at klare et par straffekast.

I anden halvleg fulgtes holdene pænt. HH var med til 19-16, og efter 49 minutter reducerede Othilia Christensen til 23-21.

Det kunne tyde på en spændende afslutning, men det fik vestjyderne ødelagt ved fint forsvarsspil.

De lukkede totalt af i de sidste 11 minutter og sluttede med at score kampens fire sidste mål.

Team Esbjerg havde kampens største profiler med Estavana Polman som kampens topscorer.

Hos HH var der spilletid til holdets højre back Nadja Lærke Jensen, der var ude med en skade i hele sidste sæson. Hun kom til Horsens fra Skive.

- Alle spillerne gjorde det megagodt. Jeg er stolt af mine spillere, sagde HH-træner Henrik Okkerstrøm.

- Vi havde mod til at gå frem i et højt forsvar og tage kampen op med de stærke vestjyderne. Da vi kom bagud 8-3, gik vi frem i syv-mod-seks, og det virkede fint. Det er hårde kampe. På onsdag møder vi Jan Pytlicks tropper fra Odense, men vi udvikler os hele tiden, og vi lærer en masse af den slags kampe, sagde cheftræneren for HH Elite.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
112

Butikstyv indhentet af cyklende betjente

Annonce
Annonce
Leder For abonnenter

Ishockeyspiller springer ud: Var det årets sportspræstation 2019?

<p/><p>At springe ud i en sport som ishockey, som om nogen må betragtes som en mandschauvinistisk machosport, gør blot Jon Lee-Olsens handling endnu mere modig.</p>