Annonce
Hedensted

Beskeder hvert kvarter: Så afhængige er vi af mobilen

Mange elever på Tørring Gymnasium synes selv, de bruger for meget tid på deres smartphone. Det er især de sociale medier, der trækker - og det stjæler blandt andet opmærksomhed fra lektier og venskaber i den fysiske verden. Foto: Michael Svenningsen
Unge på Tørring Gymnasium synes selv, de bruger deres smartphone for meget og på forkerte tidspunkter, men det er svært at lade være. For hvad nu, hvis det er noget vigtigt?
Annonce

Tørring: Den er fremme, når vi snakker med vennerne, når undervisningen bliver kedelig, eller når vi ser fjernsyn. Og helt sikkert, hvis vi spiser en snack eller er på toilettet.

Den moderne smartphone er med over det hele - og faktisk bruger vi den mere, end vi egentlig har lyst til.

Sådan er det i hvert fald, når man spørger 1. og 2. års eleverne på Tørring Gymnasium, hvor lidt over halvdelen erklærer sig enige i udsagnet: "Synes du selv, du bruger din telefon for meget?"

Journalist og foredragsholder Søren Hebsgaard har spurgt eleverne om netop det - og meget mere - for på baggrund af de unges egne udsagn at debattere, om det er os, der har magten over vores smartphone eller omvendt.

- Vi er nødt til at snakke om, hvordan vi vælger, hvad vi skal, når vi pludselig kan alting - hele tiden. For det er svært for rigtig mange af os, uanset om vi er unge eller voksne. Men det der med at sidde med telefonen samtidig med, at man laver noget andet, det går som regel galt. Multitasking er en illusion, og det burde i stedet hedde "kunsten at fucke alting op på én gang", siger Søren Hebsgaard.

Smartphonen giver os en masse muligheder for at være i konkakt og lave flere ting på en gang. Vi kan liiiige udnytte tiden lidt bedre, synes vi. Men det har faktisk nogle omkostninger.

Søren Hebsgaard

Telefon på toilettet

Flere af eleverne tjekker deres mobiler, mens han snakker. Det er de vant til. Da han slår ned på det og spørger, hvor mange der har fået en besked på telefonen i løbet af de sidste fem-ti minutter, rækker en tredjedel af de omkring 150 unge hånden i vejret.

Det passer meget godt med det, gruppen svarede på de spørgsmål, som Søren Hebsgaard sendte ud inden foredraget. 10 procent tilkendegav her, at de tjekker, skriver eller modtager en besked hvert femte minut i deres fritid, og 33 procent hvert kvarter. Under to procent tjekker sjældnere end en gang om dagen.

Mange ville gerne bruge telefonen mindre, men de er bange for at gå glip af noget vigtigt - og føler desuden et ansvar for at svare. Sådan er realiteterne, og løftede pegefingre eller moralisering er ikke vejen frem, mener Søren Hebsgaard.

- Men det er vigtigt, at vi snakker sammen om, hvad, vi synes, skal være normal digital adfærd. Derfor er det interessant, når så mange af jer siger, at I gerne vil bruge mobilen mindre, og at I bliver irriterede, når jeres kammerater tager mobilen frem, mens I snakker. For vi har et valg. Vi kan godt vælge at sætte telefonen på "forstyr ikke", mens vi laver lektier, er til time, eller har en samtale. For ganske ofte er afsenderen af beskeden bare en, der keder sig, siger Søren Hebsgaard og henviser til endnu en ting fra undersøgelsen:

- Tre fjerdedele af jer har svaret, at I bruger mobilen mindst hver anden gang, I er på toilettet. Så tænk på det, næste gang I bare må tjekke en besked. Afsenderen har måske bare siddet på toilettet og kedet sig - og I har givet ham eller hende lov til at forstyrre, mens I var i gang med noget vigtigt.

Koncentrationen svigter

Når samtalen om vores digitale adfærd er vigtig, er det fordi tilvalget af den næsten konstante tilstedeværelse på smartphonen har nogle konsekvenser. Vi bliver dårligere til at koncentrere os, til at finde ro - og flere unge end nogensinde oplever i dag jævnligt en følelse af stress.

Det med koncentrationen kom ret tydeligt frem, da Søren Hebsgaard under sit besøg på gymnasiet viste et tv-indslag på 40 sekunder. Hvis en af de 150 elever kunne gengive nogenlunde, hvad det handlede om, vandt vedkommende en cola. Hvis man samtidig kunne sige noget om, hvad der stod i de nyheder, der rullede forbi nederst i skærmen under indslaget, var præmien to colaer.

Men Søren Hebsgaard beholdt begge sodavand.

- Vi kan ikke koncentrere os om flere ting på en gang. Når vores hjerne modtager så meget information, så kortslutter den, og så kan vi ikke huske, hverken det ene eller det andet. Derfor kan det være en god idé at indrette et liv, hvor man ikke behøver at multitaske. Hvor man vælger at lægge mobilen væk ind i mellem, så man ikke opdager det, når den bipper, siger Søren Hebsgaard.

Udvalgte tal fra undersøgelsen

Søren Hebsgaard har stillet en række anonyme spørgsmål til 167 1. og 2. års elever på Tørring Gymnasium. Her er et udpluk af svarene:

  • 60,5 procent kommer meget ofte til at sidde med de sociale medier længere, end de ville.
  • 42,5 procent synes, at de andres mobil fylder for meget, når de er sammen med deres venner.
  • 29,3 procent synes, at forældrene bruger deres mobil/tablet/computer for meget, når de er sammen.
  • 77,2 procent svarer for det meste på en besked på telefonen inden for en time.
  • 4,4 procent synes, det er dårligt, at mobilerne skal være i tasken eller i et skab i timerne.
  • 24,6 procent af elevernes forældre blander sig i, hvor meget tid den unge bruger på mobil/tablet/computer.
  • 7,3 procent af de unge synes ikke, forældrene skal blande sig.

Synes du selv, du bruger din telefon for meget?

- Det er lidt underligt, at telefonen kan fylde så meget, man har jo også et liv ved siden af.

- Jeg bruger meget tid på telefonen, men jeg kender nogen, som bruger de sociale medier i langt højere grad end mig.

- Det kunne være rart at bruge den mindre. Det er bare ikke så nemt, når ens lektier, beskeder, osv. foregår på ens skærm.

- Hvad skal det betyde? Jeg får jo lavet alle mine ting alligevel.

- Jeg har valgt at lave et eksperiment med mig selv og min storebror, fordi jeg ikke længere vil blive styret af min telefon.

- Jeg vil gerne være mindre afhængig af den, men jeg føler, det er et ansvar, at jeg skal svare folk, når de skriver.

- Alles mobiler fylder for meget. Også min egen.

Søren Hebsgaard har specialiseret sig i teknologifilosofi og -sociologi, og forleden holdt han foredrag for de unge på Tørring Gymnasium om de udfordringer, vi møder i en digital tidsalder. Foto: Michael Svenningsen
Det er irriterende, når kammeraten tager sin smartphone frem, mens man snakker sammen, mener en stor del af de unge på Tørring Gymnasium. Foto: Michael Svenningsen
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
112

Bølge af indbrud på Kystvej

Annonce
Annonce