Horsens

Arkitektur-ekspert på besøg i Horsens: Byudviklingen styres i for høj grad af økonomiske interesser

Højhuse giver en god udsigt, men der er for lidt fokus på de gener, de også giver for omgivelserne og de beboere, der bor i højhusene, mener Tom Nielsen, professor ved Arkitektskolen i Aarhus, der her ses ved Geiserne på Nordhavnen. Foto: Morten Pape
Professor Tom Nielsen fra Arkitektskolen i Aarhus er kritisk over for byplanlægningen i de større danske byer. Kommunerne overlader i for høj grad planlægningen til investorerne, mener han.
Annonce

Horsens: Byen er et kollektiv, hvor vi bor sammen, og når nye byggerier fungerer godt, giver de noget tilbage til det liv, der leves i byen.

Sådan lyder det fra Tom Nielsen, professor, cand.arch og ph.d. ved Arkitektskolen i Aarhus. Professoren er gået det, man godt kan tillade sig at kalde en lille smule viralt med en video på Facebook, hvor han diskuterer det såkaldte mikroklima i de større danske byer, hvor man i stigende grad bygger tæt og højt.

Horsens er ikke nævnt i videoen, men kunne nok godt have været det, og på den baggrund inviterede Folkebladet Tom Nielsen til Horsens.

Da avisens udsendte henter ham på banegården, understreger Tom Nielsen med det samme, at han ikke har et indgående kendskab til Horsens. Han ved dog godt, at der er solidt gang i byggeriet i Horsens, og generelt ser han ganske store fællestræk i udviklingen af de store østjyske byer.

Forude venter besøg på to af de store byggepladser i byen, hvor der bygges tæt og højt, Nordhavnen og Lilli Gyldenkildes Torv.

Vi ved jo godt, at det for investorerne er bundlinjen, ikke arkitektturen, der er afgørende. Konsekvensen af det kan hurtigt blive for lidt kvalitet og for meget af det samme.

Tom Nielsen, professor, Arkitektskolen i Aarhus

Demokratisk underskud

En af Tom Nielsens hovedpointer er, at byplanlægningen har ændret karakter i de seneste måske 20 år.

- I den ideelle verden handler byplanlægning om, at borgerne og politikerne på demokratisk vis bliver enige om, hvordan byen fysisk skal udvikle sig. Sådan var det også i høj grad i gamle dage, da politikerne satte faste rammer for planlægningen af et bestemt område - og først derefter udbød området til investorer. I dag ser man typisk den omvendte proces, hvor det er investoren, der præsenterer en idé, og derefter tilpasser kommunen lokalplanen efter det, siger han.

- Det kan godt virke, som om at politikerne nogle gange tænker, at planlægningen står i vejen for udviklingen. Det er i virkeligheden udtryk for et demokratisk underskud, når planlægningen på den måde reelt bliver afmonteret, og det øger risikoen for et kapløb mod bunden. Hvor det er investorerne, markedskræfterne, der sætter dagsordenen. Vi ved jo godt, at det for investorerne er bundlinjen, ikke arkitektturen, der er afgørende. Konsekvensen af det kan hurtigt blive for lidt kvalitet og for meget af det samme, konstaterer han.

- Generelt ser vi, at økonomien fylder rigtig meget i byudviklingen i dag. Kommuner drives jo også i høj grad som en forretning med en kommunaldirektør i spidsen, bemærker Tom Nielsen.

En by tager tid

Der bygges lige nu i den helt store skala i Horsens, på Nordhavnen, Campusgrunden og på Lilli Gyldenkildes Torv. Efter stilstanden under finanskrisen er der for alvor kommet gang i hjulene. Det er alt andet lige positivt, men byudviklingen kan også gå for hurtigt, mener Tom Nielsen.

- Som arkitekt ved jeg, at en by tager tid. Det er interessant at gå i gamle byer og opleve de lag, der er udviklet over lang tid. I dag ser vi tit, at udviklingen af nye bydele sker i store bidder af få store, dominerende investorer, og at det sker hurtigt. Så får man ikke den oplevelse af en varieret by. Byggerierne bliver simpelthen for ens at se på, konstaterer Tom Nielsen.

Tom Nielsen er optaget af mikroklimaet i byerne, altså hvordan byen opleves af borgerne helt tæt på - når man bor i en bydel, går i gaderne eller nyder en forfriskning på en café.

- Højt byggeri kan godt fungere i en by, men der er meget rigtigt i sætningen: "Small is beautiful". Jeg arbejder i Aarhus, og det er jo ikke tilfældigt, at det er i Graven i den centrale midtby, at folk flokkes, når foråret kommer. Her finder man de lave huse, der tillader solen at skinne på folk, konstaterer han.

Spørg Folkebladet - Vores by vokser

Horsens vokser, og det kan man se i bybilledet.

Nye byggerier langs havnen og Niels Gyldings Gade, nyt uddannelses-campus på den gamle slagterigrund og en ny bydel ved Nørrestrand er bare nogle af de projekter, der er i gang.

Horsens Folkeblad sætter fokus på byggeprojekterne med "Spørg Folkebladet - Vores by vokser", hvor du kan stille spørgsmål til redaktionen, hvis du går og undrer dig over noget - stort eller småt.

Vi har blandt andet allerede kigget på, hvor mange boliger der bygges, hvem der viser interesse for dem, og hvorfor der ikke var 's' på Lilli Gyldenkildes Torv.

Vi vil også gerne prøve at svare på dine spørgsmål, så skriv til os via dette link: redaktion.hsfo.dk/spoergfolkebladet - her samler vi alle spørgsmål og svar.

Hård vind mellem Geiserne

I videoen på Facebook diskuterer Tom Nielsen også provinsbyers trang til at bygge højt - i denne sammenhæng over seks etager. Det kan være problematisk, mener Tom Nielsen.

- Man skal være opmærksom på, at man, når man bygger i højden, også ændrer på vindforholdene, på sol og lys. Det diskuterer man generelt for lidt i de større danske byer, når man bygger højt. Der er en tendens til, at man diskuterer det enkelte projekt. Er det flot, eller er det grimt? Man er mindre optaget af, hvordan helheden ændrer mikroklimaet, konstaterer Tom Nielsen.

Tom Nielsens pointe bliver aktualiseret, da vi når frem til højhuset Geiserne på Nordhavnen. Det er en blæsende dag, men vindstyrken accelererer mærkbart, da vi går ind i opholdsrummet mellem de to punkthuse. Her står der en strid vind.

- Det her ligner noget, jeg har set før, konstaterer Tom Nielsen.

- Højhuse er et monument, et point de vue, men de skaber også skygge og vindtunneller, som det sjældent er behageligt at opholde sig i. Det er jo også tydeligvis tilfældet her, siger han.

Når boligerne alligevel bliver solgt, og gerne til høje priser, handler det næsten udelukkende om udsigten, vurderer Tom Nielsen.

- Jeg kan også godt se, at udsigten må være fantastisk fra Geiserne. Men køberne tænker så nok ikke så meget over, at det på grund af vinden kan være svært at bruge altanen og det uderum, der er til beboerne, siger han.

Byplanlægningen har ændret karakter i de senere år. I dag er det i højere grad investorerne, og ikke kommunen, der dikterer byudviklingen, mener Tom Nielsen. Foto: Morten Pape

Husk at bevare byens historie

- Horsens har vedtaget en højhuspolitik, hvor det er defineret, hvor i byen det giver mening at bygge højt. Et argument for de højere byggerier fra kommunen er, at Horsens i disse år vokser fra en provinsby til en stor by. Høje byggerier er en del af den transformation, lyder det. Er du enig?

- Det er noget pjat, synes jeg. Det er lidt provinsielt at tænke, at en østjysk provinsby skal ligne downtown i en amerikansk by. Enhver by, også Horsens, har sin historie, som man skal huske at bevare. Der er ikke nogen bestemt formel for, hvordan man udvikler en by, der vokser.

- Byfortætning er et andet buzzword i Horsens? Altså, at man bygger mere inden for det eksisterende by-rum. Hvad synes du om det?

- Som så meget andet er der både godt og skidt at sige om byfortætning. Set fra en bæredygtigheds-vinkel er der god fornuft i, at man undgår at bygge på jomfrueligt land. Der er for eksempel lettere til kollektiv trafik. Men man skal huske på at gøre det klogt. Byfortætning behøver ikke at handle om at bygge højt. Erfaringer fra andre steder viser, at man faktisk godt kan skabe omtrent den samme fortætning med byggeri i en lavere skala. Man skal være opmærksom på, at store byggerier som for eksempel Lilli Gyldenkildes Torv også kaster store "bagsider" eller "skyggesider" af sig til for eksempel vareindlevering, parkering og affaldshåndtering, der ikke bliver udnyttet, siger han.

Lilli Gyldenkildes Torv er et af eksemplerne på, at der også i Horsens bygges i højden. Tom Nielsen ønsker ikke at give karakterer til det konkrete byggeri, men han advarer generelt mod de indvirkninger på mikroklimaet, som høje byggerier kan give. Foto: Morten Pape

Efter finanskrisen er der for alvor kommet gang i byggeriet på Nordhavnen. Byggeriet er udbudt i store bidder, og uden at forholde sig til det konkrete byggeri mener Tom Nielsen, at det medfører en risiko for, at byggeriet ender med at blive for ens. Foto: Morten Pape
Høje byggerier, som her Lilli Gyldenkildes Torv er udtryk for byfortætning, men faktisk kan man byfortætte på samme måde i en lavere skala. - Man skal være opmærksom på, at store byggerier også efterlader tomme rum, der ikke bliver udnyttet. Foto: Morten Pape
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens For abonnenter

Martin Obert har været i Afghanistan to gange: - Lugten af brændt haveaffald sender mig direkte tilbage til mandskabsvognen

Annonce
Annonce
Annonce
Læserbrev

Beboer i Østerbo i Vejle: Der må være noget helt galt med Casas måde at organisere arbejdet på

Læserbrev: Rygning er farligt, passiv rygning er farligt. Det er der ikke nogen tvivl om. Derfor er det helt uforståeligt, at Østerbo ikke har taget højde for, at tobaksrøg, mados og andre lugte uhindret stiger op gennem det nye ventilationsrør for til sidst at ende i de øverste lejligheder. Ifølge planen skulle opsætningen af det nye ventilationssystem tage 17 dage for en opgang. Fire en halv måned senere er ventilationssystemet stadig ikke taget i brug, og passiv rygning er blevet et stort og farligt problem. Desværre er det ikke kun ventilationssystemet, der tager alt for lang tid, det gør alle de andre arbejder også. Et andet eksempel er udskiftningen af fire indvendige døre, der ifølge planen skulle tage halvanden dag for en lejlighed. Fire måneder senere er dette arbejde heller ikke færdigt. "Hvorfor får de aldrig gjort noget færdig?", spørger alle. Direktørerne og projektlederne i Casa og Østerbo kan prøve at spørge deres egne familier, hvad de vil sige til, at de kan forvente, der kan komme fremmede og låse sig ind på alle tider af dagen de næste fire måneder, hvis de bestiller håndværkere til at lave et arbejde, der kan gøres på halvanden dag. Der må være noget helt galt med Casas måde at organisere arbejdet på. Håndværkerne bliver sendt rundt for at reparere ting, der er ordnet, og andre ting bliver ikke ordnet, fordi de glemmes, og sådan fortsætter det i månedsvis. Håndværkerne bliver frustrerede og stressede, og beboerne mistrives i en sådan grad, at det fører til trusler mod håndværkerne - noget, Casa og Østerbo let kan forebygge med lidt omtanke og respekt. Alle har ret til respekt for privatliv, familieliv og hjem ifølge FN's menneskerettigheder, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og grundloven, og målet helliger ikke midlet. Når vi har rettigheder, har andre pligter, og selvom tilgængelighedsprincippet til vore hjem blev ændret, da vi stemte ja til renovering, har vi stadig krav på respekt for hjem og privatliv. Casa skal naturligvis ikke have adgang til vore hjem længere end højst nødvendigt. Østerbo bliver nødt til at tage beboerne alvorligt og også lære at informere på en konkret og fyldestgørende måde, så vi ikke gang på gang bliver taget med bukserne nede, også i vore egne badeværelser, når der pludselig står fremmede i hjemmet. Beboerhåndtering og fagtilsyn består i, at beboerne skal henvende sig til Østerbo, men der er intet proaktivt tilsyn i lejlighederne. Henvendelserne fører sjældent til andet end en sludder for en sladder, og fem måneder efter min henvendelse har jeg stadig ikke fået svar fra Østerbo. Alt for mange har den oplevelse. Vi håber, Casa og Østerbo lærer af deres fejl og ændrer strategien for de sidste boligblokke.